Ferritslev - Rolfsted

Velkommen til Ferritslev-Rolfsted - et levende lokalsamfund tæt på naturen og større byer som Odense og Nyborg.

Generelt

Der er ca. 1.900 indbyggere i Ferritslev-Rolfsted. Ferritslev-Rolfsted lokalområde dækker landsbyerne Ferritslev, Rolfsted, Hudevad og Kappendrup.

Læs mere om Ferritslev-Rolfsted herunder.

Luk alle
Åben alle

Foreninger og fællesskaber

Foreningslivet i Ferritslev-Rolfsted byder på noget for enhver.

I området er der bl.a. en jagtforening, skytteklub, spejdere, og i idrætsforeningen kan du gå til bl.a. badminton, fodbold, gymnastik, løbeklub og meget andet. Du kan også prøve kræfter med det nye udendørs fitnessområde ved Byparken i Ferritslev.

Du kan finde en oversigt over foreninger på Fritidsportalen.

Indkøb

Der ligger en brugs i Ferritslev, og i nabobyen Årslev, kun cirka 6 km. fra Rolfsted, er der både Rema 1000 og Spar.

Fra Ferritslev-Rolfsted er der desuden kun cirka 12 km. til Rosengårdcentret i Odense.

Skoler og daginstitutioner

Skoler

Ferritslev-Rolfsted hørertil skoledistriktet Broskolen, som består af to afdelinger: afd. Bøgehøj i Årslev og afd. Rolfsted i Ferritslev-Rolfsted. På afd. Rolfsted går eleverne i 0. - 6. klasse. Efter 6. klasse samles eleverne på afd. Bøgehøj fra 7. – 9. klasse.

Der er også en friskole i byen; Ferritslev Friskole.

Pasningsmuligheder for de mindste

For de mindre børn har byen også gode pasningsmuligheder. Der ligger en selvejende børnehave i byen, Lundsbjerg Børnehave, og derudover er der et privat dagtilbud, Børnehuset Fuglereden. Derudover er der flere dagplejere i området.

Ungdomsklub

I Årslev Ungdomsklub, cirka 10 km fra Ferritslev og Rolfsted, kan unge mødes på tværs af skoler og alderstrin.

Ungdomsklubben er en del af Ungdomsskolen i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Natur

Du kan nyde den frie natur i Ferritslev-Rolfsted med gå-, løbe- og cykelture i skovene, de grønne områder ved Vindinge Å eller i Tarup-Davinde-området.

Sidstnævnte er et unikt rekreativt naturområde med fine stisystemer for vandre-, løbe-, cykel- og rideture. Der er søer, hvor man kan sejle, bade og fiske, og du kan nyde den medbragte madkurv ved borde, bænke og shelters i de naturskønne omgivelser.

Fun fact om Ferritslev-Rolfsted

  • Der bor mange familier i Ferritslev-Rolfsted. I gennemsnit bor der 2,3 personer pr. husstand, og cirka 25% af beboerne i området er børn og unge under 18 år.

Vil du vide mere?

Du kan læse mere om Ferritslev på Facebook-siden Forum Ferritslev-Rolfsted.

Du kan også kontakte vores tilflytterkonsulent, og høre mere om området.

Spørgsmål? Kontakt os

Tilflytter-konsulent

Johanne Holten
Telefon: 72 53 10 65
Send en mail