Årslev

Velkommen til Årslev og Sdr. Nærå - et lokalsamfund med et stærkt fællesskab og et aktivt foreningsliv i naturskønne omgivelser tæt på Odense.

Generelt

Der bor omkring 5.000 indbyggere i Årslev og Sdr. Nærå. Her er både supercykelsti, tog og motorvej til Odense, og det tager kun 15 minutter med toget til Odense Banegård.

Læs mere om Årslev/Sdr. Nærå herunder.

Årslev by
Luk alle
Åben alle

Foreninger og fællesskaber

I Årslev/Sdr. Nærå finder du fritidstilbud for enhver smag – og er der ikke lige dét, du drømmer om, så har du mulighed for at skabe det selv.

Enten i rammerne på den gamle skofabrik Polymeren – et af byens borgerdrevne, samlingspunkter, der for nyligt er kåret som Region Syddanmarks bedste mødested.

Den gamle fabrik har noget for alle. Fra Tingcentralens kreative genbrugsværksteder til hiphop, skaterhal og gaming for børn og unge og cross fit, reparationscafé, veteranbiler og meget mere. 

Unge der skater i skaterhallen i Polymeren

Eller i Aktivitetshuset Husmandsstedet der gennem 35 år har huset borgerdrevne aktiviteter for alle aldersgrupper.

Ud over det helt særlige fællesskab man finder disse steder, har området generelt et stærkt foreningsliv med mange forskellige tilbud. Lige fra fodbold og ridning til arkitektur og dans.

Udover en række foreninger, der hører til på boldbanerne og i hallen, hvor der også er café, er der desuden et bibliotek, hvor du med dit sundhedskort har adgang fra 7.00 -22.00

Du kan finde en oversigt over foreninger på Fritidsportalen.

Indkøb

Der er gode indkøbsmuligheder i Årslev og Sdr. Nærå i form af to velassorterede dagligvare-butikker: Rema 1000 og Spar med særskilt slagter- og delikatesse-afdeling samt en lokal bager.

Samtidig er der flere små spændende specialbutikker i byen, herunder en nyåbnet vinbar og en stor Røde Kors genbrugsbutik samt et bredt udbud af liberale erhverv.

Fra Årslev er der desuden kun 11 km til Ringe, hvor du finder et større udvalg af dagligvarebutikker, handelsstrøg, apotek, cafe og biograf. Der er også kun cirka 13 km til Rosengårdcentret i Odense.

Skoler og daginstitutioner

Skoler

Årslev/Sdr. Nærå hører til skoledistriktet Broskolen, som består af to afdelinger: afd. Bøgehøj i Årslev og afd. Rolfsted i Ferritslev-Rolfsted. Afd. Bøgehøj har elever i 0. - 9. klassetrin. På afd. Rolfsted går eleverne i 0. - 6. klasse. Efter 6. klasse samles eleverne på afd. Bøgehøj i 7. – 9. klasse.

Der er også en friskole i området; Sdr. Nærå Friskole og en efterskole; Midtfyns Efterskole.

Pasningsmuligheder for de mindste

For de mindre børn er der også gode pasningsmuligheder i Årslev/Sdr. Nærå. I Årslev er der tre integrerede daginstiutioner med både vuggestue og børnehave, Bøgehaven, Nøddehøj og det helt nye børnehus Kastanjen, som blev indviet i 2023. I Sdr. Nærå ligger børnehaven Klatretræet, som åbnede i 2019.

Der er desuden flere dagplejere i området og den private daginstitution Sdr. Nærå Børnehus.

Børnehuset Kastanjen i Årslev

 

Ungdomsklub

I Årslev Ungdomsklub, som er en del af Ungdomsskolen i Faaborg-Midtfyn Kommune, kan unge mødes på tværs af skoler og alderstrin.

Natur

I Årslev/Sdr. Nærå er naturen lige uden for døren. Her kan børnene lege i skoven eller langs Vindinge Å.

Du kan nyde stilheden og roen i naturen, eller du kan dyrke det friluftsliv, mange drømmer om i det store rekreative område Tarup Davinde. Her kan du køre kroppen træt på mountainbike, tage en iskold dukkert sammen med vinterbaderne eller fiske i en af de mange søer. Om sommeren når vejret viser sig fra sin varme side, er der liv og glade dage ved badesøen.

Hele det rekreative område, der tidligere var grusgrav men nu er udlagt til natur, er et paradis for alle - lige fra hundeluftere og hesteinteresserede til mountainbikeryttere og lystfiskere.

Tarup Davinde naturområde nær Årslev

Fun Fact om Årslev/Sdr. Nærå

  • Årslev/Sdr. Nærå er med sin placering tæt på Odense hovedpersonen i Faaborg-Midtfyn Kommunes ambitiøse udviklingsprojekt ”Fremtidens Forstad”. Frem mod 2030 skal området videreudvikles med ny infrastruktur og etablering af en ny, bæredygtig bydel.
  • Med bare 14 km til Odense Centrum kommer du hurtigt hjem til Årslev, uanset om du tager toget, bilen eller cyklen. Arbejder du i vækstområdet i det sydlige Odense med robotklynge, campus og supersygehus, tager cykelturen blot 20 min.

Vil du vide mere?

Du kan læse mere om Årslev/Sdr. Nærå på lokalrådets hjemmeside eller på Facebook-siden Det sker i Årslev og Sdr. Nærå.

Du kan også kontakte vores tilflytterkonsulent, og høre mere om området.

Spørgsmål? Kontakt os

Tilflytter-konsulent

Johanne Holten
Telefon: 72 53 10 65
Send en mail