Gestelev - Heden - Vantinge

Velkommen til Gestelev, Heden og Vantinge - et mindre lokalsamfund med et stærkt sammenhold, hvor du får både landsbyidyl og nybyggeri.

Generelt

Der bor omkring 1.100 indbyggere i Gestelev-Heden-Vantinge. 

Herunder kan du læse mere om Gestelev-Heden-Vantinge. 

Luk alle
Åben alle

Foreninger og fællesskaber

Foreningslivet i Gestelev-Heden-Vantinge byder på tilbud for enhver smag, bl.a. fodbold, gymnastik, madlavning og juniorklub. Her vægtes fællesskabet højt, og beboerne mødes cirka fire gange om året til fællesspisning og åbent hus i Vantinge Forsamlinghus. Efter maden er der som regel en aktivitet, eksempelvis foredrag, kortspil eller bare hyggesnak for dem der har lyst.

Landsbyerne er kendetegnet ved et stærkt sammenhold og en lang tradition for at få gode ideer, formulere projekter og realisere dem sammen.

På den måde har beboerne i fællesskab og ved frivillig arbejdskraft anlagt både tennisbane og aktivitetsplads med boldbane, beachvolley, motorikbane og fået etableret fibernet i området.

Du kan finde en oversigt over foreninger på Fritidsportalen.

Indkøb

I nabobyen Ringe er der flere dagligvarebutikker, handelsstrøg, apotek, cafe og biograf. Fra Vantinge er der cirka 6 km til Ringe.

Skoler og daginstitutioner

Skoler

Gestelev hører til skoledistriktet Nordagerskolen i Ringe med elever i 0. – 9. klasse.

Heden og Vantinge hører til skoledistriktet Espe Skole og Børnehave med elever i 0. – 6. klasse. Efter 6. klasse fortsætter børnene ofte på Nordagerskolen i Ringe ca. 5 km. fra Vantinge. 

I Ringe ligger desuden Ringe Fri- og Efterskole.

Pasningsmuligheder for de mindste

I området er der også gode pasningsmuligheder for de mindre børn. Der er en børnehave i landsbyordningen Espe Skole og Børnehave , cirka 5 km. fra Vantinge. Derudover er der flere børnehaver og vuggestuer i nabobyen Ringe: 1000Fryd (børnehave), Hættegården (vuggestue og børnehave) og Vesterparken (vuggestue og børnehave). Der er også flere dagplejere i området.

Der er desuden to private institutioner i Ringe; Tinghøj vuggestue og børnehave og Stentevang vuggestue og børnehave.

Ungdomsklub

I Ringe Ungdomsklub, cirka 3 km fra Gestelev, kan unge mødes på tværs af skoler og alderstrin. Ungdomsklubben er en del af Ungdomsskolen i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Natur

Marker, enge og fuglefløjt karakteriserer naturen i Gestelev-Heden-Vantinge. Her kan du leve det gode liv på landet, dyrke dine egne grøntsager og måske have en hest eller to?

I Gestelev-Heden-Vantinge er der mange mindre ejendomme og fritidslandbrug med mulighed for hestehold, kødkvæg og frilandsgrise.

Vil du vide mere?

Du kan læse mere om Gestelev-Heden-Vantinge på Mitmidtfyns hjemmeside eller på lokalrådets Facebookside Gestelev- Heden – Vantinge lokalråd.

Du kan også kontakte velkomstambassadøren i Gestelev-Heden-Vantinge; Karl Peter Warming på mail kpw@aarsleff.com, eller ringe til kommunens tilflytterkonsulent, og høre mere om området.

Spørgsmål? Kontakt os

Tilflytter-konsulent

Johanne Holten
Telefon: 72 53 10 65
Send en mail